Spis & fejr med Madland i Frederiksberg Fælleshave
Vi fejrer, at vi gror sammen! Madland vokser. Som et træ rodfæster vores fællesskab sig i dybden og på tværs. Flere møder, flere samtaler, mere virkelyst, flere samarbejder og nye forbindelser opstår og udvikler sig. I foråret afholdt vi for første gang Madland Festival på Fyn – og i Aarhus, København og Roskilde. Til efteråret holder vi Madland Madsystemskoler igen i Aarhus og København, og snart afslører vi to nye steder i landet. Rodnettet, understøttelsen af økosystemet af madsystembrydere og mikrolivet over og under jorden, forankrer og breder sig i det danske landskab.
Madland er hele Danmarks madpolitiske samlingspunkt og inkluderende fællesskab for samfundsansvarlig gentænkning og forandring af jord-, hav- og madsystemer. Madland er alle jer. Tak for at tage del!
Mens rødderne gror i dybden, vokser vi også i højden, og det giver udsigt og indsigt i Madlands retning og ambitioner. Vi arbejder stadig stærkere for gennemsigtighed, demokrati, retfærdighed og fællesskab som værdier, der både skal skabe den nødvendige forandring og definere fremtidens madsystem. Vi ser de mange muligheder for at samle madsystembrydere på tværs, sætte scene til virkelysten og skabe rum for samtale og inspiration om både ansvar, indflydelse og handlerum gennem medier og møder. Vi gør komplekse problemstillinger spiselige, forståelige og vigtigst af alt fælles. Vi vokser videre sammen, og det skal fejres!
Derfor bobler, skål, taler og fællesspisning
Det sker i Det Bæredygtige Forsamlingshus i Frederiksberg Fælleshave på Vej 10, 2000 Frederiksberg.
Kom til skål, taler og samtaler 18. juni kl. 16.30–18.00. Bliv og spis med til Frederiksberg Fællesspisning kl. 18.30-21.30, hvor Marie Hertz fra Culina.H serverer en sprød, frisk og velsmagende grøntsagsmiddag af sommersæsonens lokale råvarer. Meld dig til skål, taler og samtaler her. Køb din billet til fællesspisningen her.
Vi glæder os til en lun sommeraften med kolde glas, sprøde grøntsager og fælles fejring af vores madpolitiske samlingspunkt Madlands 6 år i verden.
Program
16.30 Haven er åben, grib et glas boblende humle. Tilmeld dig her.
Der er frisk bryg på hanen fra SchwesterBrau – et mikrobryggeri fra Aarhus, der relaterer ølbrygningen til fortællinger om steder, sanser og landskaber. SchwesterBrau serverer pilsner brygget med økologisk malt og nordfranske humler.
17.00-18.00 Mød Madlandskabet
Mød nogle af de gode folk, der tager del i Madland. Mindre som mikro, nyudklækkede såvel som etablerede, går de alle forrest for at gentænke og forandre madsystemerne samfundsansvarligt.
18.30 Frederiksberg Fællesspisning. Køb billet her.
Henover foråret har Madland i samarbejde med Det Bæredygtige Forsamlingshus inviteret til Frederiksberg Fællesspisning. Den sidste i rækken er med Culina.H – en kulinarisk virksomhed med fokus på madkultur, naturforbindelse og smag. På Frederiksberg driver Marie Hertz både skole, butik og køkken, hvor undervisningsforløb, rådgivning og kulinariske oplevelser forbinder mennesker med årstidernes rytmer, råvarer og køkkenhåndværket.
21.30 Tak for i aften – vi ses ude i madlandskabet!
Pris: 125 kr. for medlemmer af DBF / 175 kr. for ikke-medlemmer. Drikkevarer købes seperat.
OBS - prisen for denne middagsoplevelse er sat meget lavt, da vi er ved at kickstarte fællesmiddage i Frederiksberg Fælleshave, hvilket er støttet af både Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Fonden. Det er altså et særdeles godt tilbud, som vi tilbyder i de tre første fællesmiddage i Frederiksberg Fælleshave.
Køb refunderes ikke ved afbud.

